Energi

Det meste af energien får vi fra olie, kul og gas. Dem kalder man for fossile brændstoffer. Vi får energien ud af dem, ved at brænde dem.

Der er kun en vis mængde olie, kul og gas i undergrunden.


Vi udnytter også energien i solen, i vinden og i vandet. Sol-, vind- og vandkraft kan ikke bruges op.
Derfor kalder man dem under ét for "ved-varende energi".

Regler

Der findes regler for, hvordan man skal opbevare olie, gas og kul.
Der findes regler for, hvordan olie, gas og kul skal transporteres både med skibe og biler.
Der findes regler for, hvor meget skorstene og biler må ose.
Der findes regler for, hvor man må bygge varme- og kraftværker.
Der findes regler for, hvor man må bygge vindmøller.
Der findes regler for, isolering af huse.

Problemer

Når man henter kul i undergrunden, er det et farligt arbejde for de mennesker, der arbejder i minerne.
Når man pumper olie op fra undergrunden, kan der slippe olie ud i vandet.
Olien skal nogle steder sendes igennem mange kilometer rør. Disse rør kan gå i stykker, så olien forurener jorden omkring.
Det meste olie, vi bruger i Danmark, kommer langvejs fra med skib.

Disse kæmpe skibe (supertankere) kommer nogle gange ud for uheld og forurener så både havet og stranden.

Hvis et skib renser sine tanke på havet, opstår der forurening af havet med olie. Det er forbudt.

Både olie, kul og gas findes i en begrænset mængde og kun nogle steder på jorden.

For at få energien ud af olie, benzin, kul eller gas skal man brænde den af. Der bliver ved forbrændingen ved med at være lige mange stoffer tilbage, men det meste omdannes til forskellige slags luft (luftarter). Det meste bliver nemlig til vanddamp og kuldioxid. Vanddamp giver normalt ikke nogen problemer. Men desværre er der problemer med flere af de andre stoffer. Nogle af stofferne er farlige for mennesker, dyr og planter.
Vi får disse stoffer ned i lungerne, og det kan gøre os syge.
Forureningen bliver ført rundt med luften, og så går det ud over dyr og planter langt fra skorstenen og udstødningen på bilerne.

Hvad kan man gøre

Vi kan ikke undvære energi i vores moderne dagligdag. Men vi kan ikke få gratis energi, og vi kan ikke lave energi uden problemer for os selv og verden omkring os.

Man kan

- Bruge mindre energi

- Bruge energi, der er vedvarende

- Bruge den mest miljøvenlige teknik