Landbrug

Hele 2/3 af Danmark er dækket af marker. Resten er skove, strande, veje og byer.  De fleste mennesker bor og arbejder i byerne. Alligevel kan de få landmænd, der er, fremstille mad nok til alle danskere. Landmændene sælger også en masse mad til andre lande. Desværre bliver naturen rundt om markerne nogle gange forurenet af landmandens arbejde.  For at få planter til at vokse meget, tilfører landmanden kunstig næring (kunstgødning) til jorden, og for at holde ukrudt og skadedyr væk fra kornet bruger landmanden sprøjtegifte (pesticider). Noget af  kunstgødningen og plantegiftene siver ned i jorden, hvor de ender i grundvandet, i sø, å eller hav, hvor de forurener.

Økologisk landbrug

Flere og flere landmænd ændrer den måde, de dyrker markerne på. De har opgivet brugen af kunstgødning og sprøjtegifte (pesticider). I stedet er de gået over til en metode, som kaldes økologisk dyrkning. Når man dyrker marken økologisk, bruger man naturlige materialer som fx. staldgødning i stedet for kunstgødning, og man dyrker planter, der ikke så nemt bliver angrebet af insekter og svampe - så man bruger heller ikke sprøjtegifte. Økologisk landbrug forurener ikke naturen med kunstige stoffer, men det kan koste mere at dyrke markerne økologisk. Der kan også ske en forurening af grundvandet med nitrat. Lige nu dyrker ca. 3% af danske landmænd jorden økologisk